Tak for din mail. Den kom lige som jeg i forvejen var følsom, så det fik lidt tårer frem. Men nogle gange skal det til.

Jeg håber stadig, at han kan trænge igennem overfor nogen i sundhedsvæsenet, der vil hjælpe ham til at få afbalanceret hans hormoner. Eller at han finder ressourcerne i sig selv til at vende udviklingen. Det er faktisk hårdt, kun at kunne være der med støtte uden at kunne udrette mirakler.

Jeg har valgt nedenfor at indkopiere grundlaget for, at jeg var ekstra følsom i morges og de tanker, jeg gjorde mig i den sammenhæng. Det viser noget om, at jeg prøver at se ting i et større perspektiv. Det er ikke altid nok at man kan give folk de redskaber, de kan have gavn af, de skal også selv være villige til at identificere det det som nyttigt og vælge at arbejde med det.

Tak fordi du svarede mig.

Talena

Savner Busildo 2/8 2010

Da jeg vågnede i morges, var jeg stadig så meget i kontakt med den drøm, jeg havde haft, at jeg ikke har kunnet ryste følelsen af mig siden. Jeg tror, det skyldes, at jeg er i gang med vægttab og derigennem fjerner noget af mit panser mod følelser, så jeg prøver at acceptere, men det er svært.

Jeg savner min fantastiske hund, som jeg desværre selv var nødt til at bringe til dyrlægen for 3 år siden, så han kunne få fred, da hans fysiske smerter blev for store i forhold til hans livskvalitet.

For mig var den hund meget mere end bare en hund, et kæledyr. Han kom ind i vores liv som voksen, efter han først havde fået træning til at blive en politihund (men kunne ikke klare nytårsfyrværkeri / skud), og at han siden var blevet købt til en kennel med henblik på avl. Men det var hans hofter for dårlige til.

Han var helt klart en Alfa-han, og han var præget af at have haft flere ejere. Så i den første lange tid var det på mange måder ham, der gik tur med os - han var en meget stærk, hvid schaiffer. Han følte sig ikke tryg, hvis vi satte os på gulvet hos ham, men flyttede sig væk, og han blev urolig, når jeg healede på hans dårlige hofte, der dog generelt ikke generede ham, mens han var ung.

Men efter jeg reddede ham op fra et havebassin, der var for dyb og stejl til at han kunne komme op igen for egen kraft, fik jeg en speciel forbindelse til ham. Han vidste, han kunne stole på, at jeg ville være der for ham, ligesom jeg aldrig behøvede at frygte for min sikkerhed, selv om jeg gik i øde industrikvarterer sen om aftenen, måske ud på natten med ham.

Da vi skulle flytte og var i gang med at flytte vores ting af flere gange, var det tydeligt, han frygtede, at han nu igen skulle skifte ejere. Han prøvede at knytte sig til de nye mennesker, der skulle leje huset, men det var tydeligt, de ikke kunne lide ham, så det var svært for ham. Derfor var det utroligt rart, da vi endelig den sidste gang kunne vise ham, at vi havde gjort plads klar i bilen til, at han skulle med på vores sidste flytte ting tur. Det var som om hans usikkerhed inden nu bandt os endnu mere sammen.

Jeg er ikke sikker på, jeg kunne være kommet til at holde af ham på helt samme dybe, respektfulde måde, som jeg kom til, hvis jeg havde haft ham som hvalp. Jeg ved med min selverkendelse, at jeg ikke selv ville have kunnet opdrage ham så godt, som han var blevet. Samtidig med at det var meget tydeligt, at han var en Alfa-han. Han var altid den stærkeste og mest dominerende af hundene i omegnen, indtil han var blevet gammel og svækket.

Så længe han adlød, når jeg ville have det, var jeg meget åben for at lade hans personlighed få plads, og var det lige gyldigt for mig, om vi gik den ene slags tur eller den anden, lod jeg ofte ham bestemme. Vi fik udviklet en meget speciel form for kommunikation, hvor jeg prøvede mit bedste for at forstå ham, og kunne jeg ikke forstå det, bad jeg ham vise det på en anden måde. Og han var intelligent nok til at kunne gøre dette, hvilket gjorde vores samvær meget fantastisk og specielt for mig.

Via samværet med ham oplevede jeg alt omkring mig meget anderledes. Jeg stoppede op på steder, jeg ikke ellers ville have bemærket, jeg nød at se, hvordan hans lugtesans kunne fortælle ham noget, jeg vidste var der, fordi jeg med min evne til at se langt havde set, at en kat lige havde gået her. Det var også spændende at se, hvordan han gik fra at jagte katte til at acceptere og være beskytter for de katte, vi endte med at få, så flere af dem faktisk gik med på vores aftentur, når jeg spurgte, om nogen ville med.

Jeg følte, jeg lærte utroligt meget af at skulle kommunikere med et intelligent væsen, der på så mange måder var forskellig fra mig. Jeg kom virkelig til at værdsætte vores forskellighed og det nære dybe forhold, vi fik over årene. Og min glæde og stolthed over at han i sen alder adlød, da jeg sagde, han ikke måtte forsvare sig, da en anden hund angreb. Det gjorde, at jeg kunne banke den fremmede hund på plads - til underkastelse - og jeg var høj i flere dage over dels min hunds tillid til mig og at jeg havde evnen til at klare den konfliktsituation på konstruktiv vis.

Jeg viste ikke, at hunde kunne få depression, men det var tydeligt, hunden gik ind i en depressiv tilstand, da det gik op for ham, at han ikke længere var den hund, han havde været. At hofterne smertede og at han måtte acceptere, at ovennævnte hund blev omegnens dominerende han. I næsten et halvt år lå han bare deprimeret hen, uden at noget rigtig kunne glæde ham.

Så fik vi en hvalp i huset. Det livede ham op. Jeg fik desværre ikke sat ordentligt skik på hunden, og det var meget tydeligt, at hunden var en meget uintelligent hund, hvilket fik mig til at nyde min oprindelige hunds intelligens og personlighed så meget mere. Desværre måtte jeg efter en tid give fortabt med hvalpen og den kom hjem til sin ejer (jeg havde kun lånt den, ikke købt den), og heldigvis var min hunds gode humør kommet tilbage, men fysikken var desværre for nedadgående.

Hvor han i sine unge dage ikke kunne lide den varme, det gav i vævet, når jeg healede på ham, begyndte han nu selv at stille op og forlange, at jeg healede og masserede ham. Helt op til en time kunne det stå på til sidst. Jeg burde måske have overvejet dyrlæge tidligere, men jeg forsøgte at opveje livskvalitet mod hans smerter. Så jeg havde nogle måneder, hvor jeg langsomt forsøgte at sige farvel til ham.

Da det endelig var blevet tid for en aflivning, var der ingen tvivl om, at det var på høje tid. Han fik lov til at gå rundt og markere sig en sidste gang, og en af kattene fulgte med og stod udenfor dyrlægens rum og ventede, som vidste den, der skulle ske noget særligt. Jeg fik en god afsked med ham, hvor jeg holdt omkring ham, mens han fik sprøjten, og det virkede næsten, som om han var taknemmelig for, at jeg nu havde taget beslutningen.

Selv om det vist ikke er lovligt længere, fik jeg transporteret ham hjem på trillebøren, gravede et stort hul og begravede ham i baghaven. Mens han lå i trillebøren, var to af kattene oppe og sige farvel til ham, mens de gned sig op af ham.

Gravningen foregik med tårevædet ansigt (ligesom nu, hvor jeg skriver dette), og jeg havde i lang tid efter skyldfølelse over, at jeg havde dræbt min bedste ven, selv om jeg også nøgternt vidste, at jeg måske skulle have gjort det på et tidligere tidspunkt.

-

Selv om det måske kan virke mærkeligt, føler jeg, at mit forhold til min hund var med til at forberede, at jeg i dag kan værdsætte det forhold, jeg har til min kæreste, meget mere end jeg ellers ville have kunnet. For min kæreste er på mange måder meget anderledes end mig, han tænker og føler anderledes angående mange ting, så jeg skal bruge al min kommunikationsevne for at kunne forstå hans bevæggrunde. Jeg betragter ikke dette som noget negativ, men som en velsignelse og en stor berigelse af mit liv, fordi det bringer mig i kontakt med ting, jeg ellers ikke selv ville beskæftige mig med.

Og på et eller andet plan hænger disse ting sammen. Også på det følelsesmæssige plan. For min kæreste er stadig syg, og jeg ved ikke, om han klarer det, eller han langsomt er ved at sætte det ene ben i graven. Det gør det selvfølgelig aktuelt, at jeg tænker over savnet af hunden og andre mennesker, jeg har mistet. Det er svært at gå tæt på en person, man værdsætter uendelig højt, og se hvordan vedkommende synes at visne som en blomst.

Jeg har ønsket at få lukket i for følelsen af sorg i dag, men erkendte til sidst, at så ville den bare blive ved med at rumstere i mit system. I stedet har jeg nu skrevet dette - og håber, at det at gå igennem følelsen i stedet for at lukke i for det, gør, at jeg kan fortætte med min trimning i stedet for at lægge fedt på maven for at dulme smerten. For den sidder mest i mave og solar plexus.

-

Når jeg har syntes, det var svært at arbejde med, hænger det sammen med, at det jo "bare er en hund", men uden at være skør i hovedet, så var han så meget mere end det for mig. Kommunikationen på tværs af racer / typer som jeg lærte via ham er nok en positiv side, der vil blive hos mig resten af livet.

Kære Talena: